Sådan sikrer du dit hjem, mens du er på ferie
I disse uger rejser rigtigt mange danskere til udlandet på velfortjent ferie. Hjemme er husdyr og planter overladt til venner og slægtninges omsorg.
De fleste vender hjem til deres hjem som de forlod det – blot med lidt højere græs og postkassen fyldt op, men for et stigende antal danskere ender det nyfundne overskud fra ferien brat, når de kommer hjem til et hjem, der har været udsat for indbrud.
Udover at det kan være en dyr fornøjelse, kan det for mange også virke som et overgreb på deres personlige sfære og ligefrem virke traumatiserende. Der er rigtigt mange gode råd at hente både i forhold til at forhindre indbruddet, men også i forhold til at sikre sig bedst muligt, hvis tyven alligevel beslutter sig for at bryde døren op.
Undgå indbrud – lad som om du er hjemme
Det kan virke redundant overhovedet at gå denne liste igennem, da mange af rådene virker oplagte, men ikke desto mindre bør du løbe den igennem inden du smækker hoveddøren med kufferterne i hånden.
1. Mange har en tendens til at give huset den helt store rengøringstur inden de begiver sig af sted for at have glæden af et pænt hjem når de hjemvender. Dette kan dog vise sig skæbnesvangert, da der i et helt rent hjem ikke umiddelbart kan spores hverdagsliv. Rod og hverdagsmylder i stuen, giver derimod forbipasserende et indtryk af at boligen bliver brugt, hvilket er det du gerne vil opnå.
2. Derudover er der de klassiske råd i forhold til ens ydre omgivelser. Lav en aftale med naboen om at han tømmer postkassen, hyr evt. en nabodreng til at slå græsplænen og ryd haven så tyvene ikke får stillet stiger og værktøj til rådighed. Få naboen til at smide skrald i din skraldespand, så det virker som om den bliver brugt jævnligt.
3. Indenfor kan du købe en stikdåse, der sørger for automatiseret tænding og slukning af lys. derudover kan du indstille radioen på en snakkekanal med tilpas volumen, hvilket også kan få huset til at virke beboet, mens du er væk
Når ovenstående ikke har nogen effekt
Du har gjort hvad du kunne for at lade huset virke beboet – du har fået slået plænen, tømt postkassen og ladet lyset automat-tænde og slukke, og alligevel har tyven besluttet sig for, at det skal være dit hjem, der står for skud.
1. Det mest oplagte og effektive er at anskaffe sig en tyverialam, som straks vil give melding til det tilknyttede vagtfirma, der vil skride til handling med det samme.
2. Derudover er en generel sikring af huset en god ide – det vil sige en ordentlig lås til døren og sikringshasper til vinduerne. En generel grundig sikring af huset, kan også gøre en forskel, hvis der efterfølgende kommer forsikringsspørgsmål. Hvis der er tydelige tegn på indbrud vil forsikringen dække, men hvis tyven blot har kunnet gå ind i huset, vil det blive svært at få erstatning for kontanter, smykker og indbo.
3. Undlad at låse skabe og skuffer med værdigenstande – hvis tyven først er kommet ind i huset, vil en lås ikke gøre fra eller til. Gem i stedet dine værdier et usædvanligt sted (fryseren, gummistøvlerne i skabet eller i toiletspanden. Husk dog at notere dig grundigt hvor du har lagt arvesmykkerne hen, så du ikke ved et uheld kommer til at smide det ud eller helt glemme, hvor du har gemt det.
Derudover er det vigtigt at være opmærksom på, hvem man fortæller, at man skal af sted. Dette gælder især på de sociale medier. Undlad at skrive det på Facebook og vent med at lægge feriebillederne op, til du er vel hjemme igen. Det har ikke nogen betydning for din forsikring, at du har meldt på Facebook, at du tager af sted på ferie og så får indbrud, men det er alligevel en smertefuld og energikrævende proces at komme sig over et indbrud.
Skriv et svar