Det er ikke uden grund at Berlin er et af danskernes foretrukne rejsemål. For enhver kan på ingen tid komme billigt fra Danmark til Berlin med tog, bus eller fly, og som en af Europas metropoler byder byen på et væld af historiske og kulturelle oplevelser.
Det historiske Berlin
For de historisk interesserede er Berlin et sandt paradis. Her er nemlig rig mulighed for at udforske Tysklands dramatiske og interessante historie. Reichstag, hovedsædet for det tyske parlament, og det omkringliggende område med Brandenburger Tor og den historiske Unter den Linden vidner om en svunden tysk storhedstid, senere overskygget af krigens rædsler.
Ikke langt herfra finder man Museumsinsel, en ø i floden Spree, hvor museer i verdensklasse ligger side om side, samt den smukke Berliner Dom i renæssancestil. Mange steder finder man desuden mindesmærker og museer om 2. Verdenskrig. Blandt andet bør man ikke gå glip af Denkmal, mindesmærket for de dræbte jøder, der står som en skov af betonblokke nær Brandenburger Tor.
Det er desuden ganske anbefalelsesværdigt at bevæge sig udenfor byen, hvor der er flere interessante udflugtsmuligheder.
I Wannsee sydvest for byen finder man den historiske villa, hvor Adolf Hitler sammen med toppen af nazist-partiet og SS vedtog ”den endelige løsning”, den politiske baggrund for forfølgelsen af og mordet på Europas jøder. Nord for Berlin finder man desuden koncentrationslejren Sachsenhausen der står tilbage som et indblik i nazisternes grusomheder, og som et mindesmærke for de mange politiske fanger og andre ofre der mistede livet i et grumt kapitel af Europas historie.
Kulturens Berlin
Selvom den tyske hovedstad er et besøg værd alene på grund af dens historiske attraktioner og mindesmærker, er Berlin i dag først og fremmest kunsten og kulturens by. Kunstnere, musikere og andre kreative sjæle valfarter til byen for at dyrke dens kreative miljø. Fantastiske moderne kunst-udstillinger er at finde på Hamburger Bahnhof og Kunsthalle, samt på Berlins mange små gallerier og i gadebilledet.
Overalt i byen finder man nemlig gadekunst af verdens bedste graffiti-malere som bedst opleves ved at leje en cykel og spendere en dag på at cykle omkring i Berlins spændende bydele. I området Prenzlauer Berg, der tidligere var in-stedet for Europas kunstnere og intellektuelle elite, finder man alt fra gamle besætter-huse til gode barer og caféer. I Kreuzberg og områderne omkring finder man især det tyrkiske mindretal i Berlin. Her er både mulighed for at opleve tyrkiske bade og få en fantastisk döner kebab, den tyrkiske spise med et berliner-twist som har en særlig plads i enhver berliners hjerte.
Neukölln ved siden af Kreuzberg er et spændende område i rivende udvikling. Her har tidligere været råt og præget af kriminalitet, men er nu det nye hippe sted for unge, og med mange spændende skjulte barer. Det kan være tidskrævende at komme ind under huden på området, men der er mange gode oplevelser at finde. Det er nemlig netop i disse områder i det sydlige Berlin at man finder det absolut bedste natteliv i byen og muligvis også hele Europa. Elektroniske musikere flokker hertil fra hele verden for at spille på legendariske klubber som Berghain på grænsen mellem Friedsrichschain og Prenzlauer Berg. Skal man opleve berlin ”by night” slipper man nemlig ikke udenom at besøge en af byens famøse techno-klubber og danse til den lyse morgen.
Bliver det hele en smule for hipt kan man i stedet tage på en ægte berlinsk Kneipe, et klassisk værtshus, og få sig en af de mange lokale øl-varianter og et solidt, tysk måltid som det er blevet tilberedt i flere generationer.
Er du klar til at rejse allerede?
Før du starter rejsen kan du søge efter billige flybilletter til Berlin på billigeflybilletter4u.dk. Så undgår du at betale for meget.
Interrailguide skriver
Fed artikel der giver et godt lille indblik i byen. Kan også selv kun give mine varmeste anbefalinger til Berlin. Som beskrevet er Berghain en super fed klub. Det skal dog tilføjes at den er virkelig svær at komme ind på :-/ Dørmanden Sven er notorisk til at udvælge, hvem han vil have ind på klubben.