Der kunne skrives hele bøger om HDMI-kabler, men her får du blot en ultrakort guide til, hvad du skal vælge.
Gå efter et kort HDMI-kabel
De fleste har det sådan med ledninger, at de hellere må være for lange end for korte. Og det er for så vidt også en fornuftig holdning, når det gælder almindelige ledninger til lamper og andre apparater. Der er ikke noget så irriterende, som når ledningen ikke kan nå. Og med en meterpris på 1 krone for en netledning, er der ingen grund til at spare. Strømmen tager heller ”ikke” skade af at skulle løbe nogle ekstra meter, og der er som sådan ingen problemer i det.
Helt anderledes forholder det sig imidlertid med signalkabler og datakabler, herunder selvfølgelig også HDMI-kabler. Desto længere et signalkabel er, desto større risiko er der for, at der kommer støj ind på linjen, så data, f.eks. lyd og billede forstyrres. Hvis du hører til dem, der gerne vil have det bedst mulige resultat, er det et af de steder du kan optimere dit anlæg rigtig meget, og samtidig spare penge! For som med alle andre kabler gælder det også for et HDMI kabel, at de ekstra meter koster.
Hvis du både er HIFI-entusiast og indretningsarkitekt, risikerer du dog at komme i konflikt med dig selv. Ofte kommer man nemlig ud for, at TV’et f.eks. hænger på væggen, mens Bluray-afspilleren står pænt og ordentligt i en reol et andet sted. Det betyder flere meters HDMI-kabel, og det er ikke optimalt! Gør alt hvad du kan for at korte afstanden ned, gerne så du kan nøjes med et HDMI-kabel på en meter.
HDMI-kabler i mange prisklasser
Hos nogen kan det måske undre, at et meters HDMI-kabel for det første er en relativ dyr stump ledning, og at priserne derudover kan variere så kolossalt meget. HDMI-kabler fås jo fra 30 kr og op til flere tusinde kroner. Til sammenligning koster en almindelg ledning til en lampe jo blot en krone eller to, og skal den være rigtig fin med farver og stofbelægning, ryger der måske få kroner ekstra oveni.
Forklaringen på HDMI-kablets høje pris er i første omgang, at der ikke bare er tale om en ledning, men derimod om et kompliceret stykke ingeniørhåndværk. Der ligger mange timers beregninger til grund for den optimale placering af de mange ledninger som rent faktisk ligger inden i HDMI-kablet, og samling og støbning af stik mv., kræver dyrt produktionsapparat. Men derudover er der mange andre parametre som kan forklare, hvorfor prisen varierer så voldsomt fra det ene HDMI-kabel til det andet. En af de vigtigste ting er selve stikket, som kan være udformet på mange måder. Eksempelvis er de guldbelagte på de dyre kabler, fordi guld giver den mest optimale signalovergang. Alene på det punkt er der variationsmuligheder, idet man kan optimere på guldets renhed osv. – med varierende priser til følge. Der er også et hav af andre prisfølsomme parametre som f.eks. de indre ledningers materiale og udførelse, men det vil føre for vidt at komme ind på.
Køb et dyrt HDMI-kabel
Selvfølgelig skal du ikke købe et dyrt HDMI-kabel fordi det er dyrt, men fordi pris og kvalitet ofte følges ad. HDMI-kablet vil nemlig ofte være et af de svage led i dit setup, og det er ærgerligt at have et supergodt TV og en High End Bluray-afspiller, hvis HDMI-kablet imellem dem ødelægger det hele. Hvis d f.eks. har brugt 10-15.000 på dine apparater, er det ikke smart at gå efter at spare 50 kroner på HDMI-kablet – filosofien hænger ikke sammen. Gå langt uden om supermarkedets no-name-pakninger. Gå i stedet efter kendte mærkevarer, og brug mindst et par hundrede kroner. Det behøver ikke være det samme mærke som dine apparater, for HDMI-kabler laves efter en fælles standard, som passer til alle apparater.
Skriv et svar